Stelvio-passet på gravel – sådan føles opstigningen

Stelvio er ikke en gravelklatring. Det officielle pas er asfalteret hele vejen op – 48 nummererede sving, 2.758 meter over havet, det højeste asfalterede pas i de østlige Alper. Men på Trans Alp Gravel er det dag fire, og for de fleste af vores ryttere er det den etape, de har tænkt mest på, længe før de sidder på cyklen.

Vi kører den med grupper, der allerede har to fulde etaper i benene og er godt i gang med den tredje, ikke med friske ben og et startnummer. Det ændrer stort set alt ved, hvordan bjerget opleves – fra det tempo, du bør lægge an med, til hvor meget nedkørslen egentlig kræver af dig. Her er, hvad du kan forvente, sving for sving.

Stelvio i tal

Inden du lægger en plan for dagen, er her de tal, der rent faktisk betyder noget.

Toppen ligger på 2.758 meter – det højeste asfalterede bjergpas i de østlige Alper. Den klassiske opstigning fra Prato allo Stelvio på nordsiden er 25 kilometer lang, med en samlet højdeforskel på 1.808 meter. Gennemsnitsgradienten ligger omkring 7,4 %, men der er partier, hvor stigningen når op mod 12 %.

De 48 sving er nummererede og tælles ned fra toppen – sving 48 er det første, du møder nedefra, sving 1 ligger lige under skiltet. De strukturerer hele opstigningen. Uden dem ville Stelvio bare være en lang, ensformig bakke. Med dem bliver den til en serie af overskuelige stykker, som både benene og hovedet kan forholde sig til.

Undervejs passerer du Trafoi, den lille bjerglandsby cirka en tredjedel oppe, hvor vejen for alvor begynder at folde sig sammen i sving.

Udsigten undervejs er en del af grunden til, at passet er så fotograferet. Fra de øverste sving ser du ned over hele opstigningen på én gang – svingene stablet oven på hinanden ned gennem en bred, U-formet dal, mens Ortler-massivets snedækkede tinder rejser sig bag dig. Det er det billede, de fleste kender fra postkort og cykelmagasiner, og det ser faktisk sådan ud, når du selv står der.

Stelvio er asfalt – og det er meningen

Vi lægger ikke skjul på det: selve passet er landevej, ikke grus. Kommer du for en ren gravel-oplevelse hele vejen op, bliver du skuffet – og det ville være useriøst at påstå andet.

Det, Stelvio giver en gravelrejse som Trans Alp, er noget andet. Det er dagens naturlige højdepunkt, et sted hele ugens opbygning peger hen imod, og det binder to gravel-tunge dele af ruten sammen: udsigten over Reschensee om formiddagen, og de skovveje og gamle vandingsstier i Vinschgau-dalen, der venter, når I ruller videre mod Merano. Asfalten er slutstenen i en dag, der ellers handler om grus.

På Trans Alp er Stelvio desuden et valg, ikke en pligt. Explorer-ruten tager passet med; Adventure-ruten samme dag holder sig lavere, uden Stelvio. Begge grupper mødes på samme hotel om aftenen. Det betyder, at du kan tage stilling til Stelvio med frisk viden om, hvordan din krop har det den morgen, i stedet for at have forpligtet dig ugen forinden.

Opstigningen fra Prato allo Stelvio

Sådan forløber de 25 kilometer, hvis du starter for foden af nordsiden, i Prato allo Stelvio.

De første kilometer – find roen

De første seks kilometer stiger med omkring 300 højdemeter, en gradient på 4–5 %. Det er ikke hårdt, og det er præcis problemet: mange lægger ud i et for højt tempo, fordi benene stadig føles friske.

Gem noget. Stelvio er 25 kilometer, ikke seks, og de sidste par timer stiller andre krav end de første minutter. Morgenluften ved Prato er typisk kølig, ikke kold, med en tynd tåge, der letter, når solen når dalen. Landskabet skifter allerede her fra dalbund til egentligt bjerg.

Midten – forbi Trafoi

Fra omkring kilometer seks stiger gradienten til 6–7 % i gennemsnit, med korte partier på 8–9 %. Her ligger Trafoi, den lille bjerglandsby, hvor vejen begynder at folde sig i de første egentlige sving.

Enkelte grusveje og stier grener af fra hovedvejen omkring Trafoi – rester af det ældre vejnet, der binder Vinschgau-dalen sammen. Kører du med guide, peger guiden nogle gange på dem undervejs, som en påmindelse om, at asfalten kun er én del af dagen.

Ved kilometer 15 er du omkring 1.800–1.900 meter over havet. Luften begynder at mærkes. Ikke alarmerende, bare tydeligt – pulsen ligger højere, end den ville ved samme indsats i lavlandet.

De sidste kilometer – sving efter sving

De sidste ti kilometer er der, Stelvio bliver det, det er berømt for. Gradienten stiger ikke voldsomt mere – stadig omkring 7–8 % – men højden gør sig gældende for alvor, og tempoet falder naturligt. Det gør det for alle.

Svingene kommer tættere nu. Hvert af dem afslører de næste tre-fire, stablet op ad bjergsiden som en asfaltslange. Skyer kan hænge lavere her end i dalen, og sigtbarheden kan falde uden varsel – det er ikke farligt, bare en del af at være højt oppe.

De sidste to kilometer strammer til omkring 9–10 %, netop når benene er mest trætte. Og så, uden det store varsel: skiltet. Passo dello Stelvio. 2.758 meter.

Toppen selv er ikke øde. Der ligger et par kiosker og caféer, og du deler pladsen med motorcyklister og landevejsryttere, der er kommet op fra Bormio-siden mod syd. Det er en god grund til at holde en rigtig pause, inden nedkørslen begynder – spis noget, få varmt tøj på, og lad benene falde til ro.

De 48 sving – hvorfor de er mere end et tal

De 48 sving lyder som en kuriositet, men de gør noget helt konkret ved, hvordan dagen føles – både i kroppen og i hovedet.

Mentalt bryder de opstigningen op i stykker, hjernen kan overskue. Én lang, uendelig bakke er svær at forholde sig til. 48 afgrænsede stykker, hver med sit eget lille mål, er noget andet. Mange ryttere opdager, at de tæller ned uden rigtig at ville det – 30, 25, 20 – og hvert sving, du runder, er en lille sejr, uanset hvor kort afstanden egentlig var.

Fysisk varierer gradienten fra sving til sving. Midt i et sving kan stigningen nå 10–12 %; lige efter falder den ofte til 5–6 %, før den strammer til igen mod næste sving. De korte, lettere stykker er ikke meget, men de er nok til at hente vejret og finde et par ekstra omdrejninger – en form for pause, selvom den kun varer nogle hundrede meter.

Vejret og højden – det, du ikke kan træne dig til

To ting overrasker de fleste, uanset hvor godt forberedt de er på papiret.

Det ene er temperaturfaldet. Du starter måske i 20 grader ved Prato. På toppen – selv i juli eller august – kan det være 10–12 grader med vind. Efter fire timers indsats er du varm og svedt; på toppen bliver du kold hurtigt.

Det andet er højden. Ved 2.758 meter er luften tyndere, og hjertet arbejder hårdere for samme indsats. De fleste ryttere i god form mærker det som et lavere loft – du kan ikke presse helt så hårdt som normalt – snarere end egentlig højdesyge, som er sjælden under 3.000 meter.

Vejret i Alperne skifter desuden hurtigt. Skydække og tåge kan rulle ind hen mod middag, selv på en klar morgen. Det er derfor, vi lægger de store etaper tidligt – klokken 7 eller før giver den bedste chance for klart vejr på toppen, og det betyder samtidig mindre trafik på vejen undervejs.

Nedkørslen kræver lige så meget som opstigningen

Det er en misforståelse, at man bare glider ned ad Stelvio, når toppen er nået. De 48 sving skal tages lige så præcist på vej ned som på vej op – bare hurtigere, og med trætte ben.

Bremserne bliver varme efter en lang, sammenhængende nedkørsel. På en gravelcykel med mekaniske skivebremser kan wirerne strække sig en smule undervejs, så bremsegrebet føles blødere, end det gjorde ved start. Det er ikke farligt, men det er reelt, og det er endnu en grund til at bremse i god tid frem for hårdt i sidste øjeblik.

Kulden er lige så reel. Du har cyklet i timevis med høj puls; nu står vinden på toppen, og det svedte tøj køler hurtigt af. Vi anbefaler altid et ekstra lag i lommen – en let jakke eller et tyndt langærmet lag – kun til de første kilometer ned, inden du varmer op igen af farten.

Nedkørslen tager typisk 45–60 minutter, afhængigt af tempo. Hænderne bliver trætte af den konstante opbremsning, og benene arbejder for at holde cyklen stabil gennem svingene. Det er ikke teknisk krævende på niveau med en singletrack-nedkørsel, men det kræver fuld opmærksomhed hele vejen ned.

Nede i Vinschgau-dalen igen skifter landskabet karakter på få kilometer. Æbleplantager erstatter den nøgne klippe, luften bliver varmere, og vejen bliver bredere og roligere, mens I ruller videre mod Merano. Det er en af de tydeligste overgange på hele Trans Alp – fra højalpint til dalklima på under en time.

Hvilken form skal du bruge?

Det spørgsmål, vi oftest får, er en variant af: er jeg stærk nok til Stelvio?

Det er det forkerte spørgsmål. Stelvio handler mindre om styrke og mere om udholdenhed. Du behøver ikke kunne træde høje watttal – du skal kunne holde et jævnt, moderat tempo i tre-fire timer uden at bryde sammen undervejs.

En brugbar tommelfingerregel: kan du derhjemme cykle en stigning på 10–12 kilometer med et gennemsnit omkring 6–7 %, uden at det føles grænseoverskridende, har du grundlaget. Det bliver ikke let – det bliver aldrig let – men det ligger inden for rækkevidde.

Kommer du hjemmefra på havniveau og møder Stelvio uden nogen form for tilvænning, mærker du højden mere, end hvis kroppen allerede har haft et par dage i bjergene. Det er en af grundene til, at Trans Alp er bygget som en gradvis optrapning – to lettere etaper, før Stelvio kommer på dag fire, så kroppen allerede kender lidt til højden, og benene har fundet en rytme, inden den store dag kommer.

Det er også værd at være ærlig om, at du møder Stelvio med to fulde etaper og godt 3.600 højdemeter fra Füssen og Imst allerede i benene, samt en formiddags kørsel over Reschenpasset oven i det – ikke med friske ben fra en bilparkering ved Prato. Det gør dagen tungere, end tallene for selve klatringen alene antyder. Det er også derfor, hviledagen ligger, hvor den ligger, lige efter Stelvio, og ikke tidligere i ugen.

Sådan passer Stelvio ind i Trans Alp

På Trans Alp Gravel ligger Stelvio på dag fire, etapen fra Nauders til Merano. Formiddagen byder på højalpin udsigt over Reschensee, før en lang nedkørsel ind i Sydtyrol. Herfra tilføjer Explorer-ruten selve Stelvio-passet, mens Adventure-ruten samme dag holder sig lavere – 90 kilometer og 1.000 højdemeter mod Explorer-rutens 125 kilometer og 2.200 højdemeter.

Uanset hvilken rute du vælger den dag, venter der en hel hviledag i Merano bagefter. Det er ikke en tilfældighed. Ugen er lagt til rette, så den hårdeste etape efterfølges af en dag, hvor benene kan komme sig, inden turen fortsætter sydpå mod Trentino og Gardasøen.

Turen køres guidet eller på egen hånd med GPS-ruter, med erfarne danske guider og en støttevogn, der følger ruten hele vejen – også op og ned ad Stelvio. Du behøver ikke klare dagen alene, men du skal have benene og hovedet med dig, når svingene begynder at komme tæt.

Vil du vide mere om, hvordan vores ture er skruet sammen, kan du læse om konceptet eller tjekke, om niveauet passer til dig. Har du spørgsmål om Stelvio-etapen specifikt, finder du flere svar på vores FAQ-side.

Vi ses på Stelvio.