Ernæring på de store klatredage i Alperne
På fjerde morgen af en Trans Alp-uge, vores cykelferie i Alperne fra Bayern til Gardasøen, kan du omkring det tredivte af Stelvios otteogfyrre nummererede hårnålesving som regel se, hvem der spiste ordentligt til morgenmad, og hvem der ikke gjorde. Det handler ikke om tempo, for næsten alle kører langsomt deroppe, fordi næsten alle bør. Det handler om, hvem der stadig taler. Den, der har spist godt, kommenterer udsigten, tæller stenmarkeringerne ved svingene og har pusten til en vittighed om stigningsprocenten. Den, der ikke har spist nok, er blevet stille et par sving tidligere, stirrer på otte meter vej foran forhjulet og er holdt op med at svare på spørgsmål, der kræver mere end et nik. Benene er ikke færdige. Brændstoffet er, og på en stigning så lang som denne betyder forskellen mere end næsten noget andet sted.
At spise sig gennem en uge med alpin gravel er et andet problem end at spise sig gennem én hård tur, og det er igen et andet problem end at spise sig gennem en varm, flad uge et sted som Karoo. Stigningerne er længere og mere vedvarende, end de fleste ryttere har øvet sig i at spise under. Temperaturen svinger hårdt, to gange om dagen, mellem varmen i dalen og kulden på toppen. Og det hele sker i en uge, hvor belønningen for en god etape er en ny etape i morgen, med kun én hviledag, i Merano, til at udligne det, du gjorde forkert tidligere. Det her er en guide til at spise og drikke netop til det: de lange alpine stigninger, de kolde nedkørsler bagefter og de ophobede krav fra fem cykeletaper på tværs af fire lande. Den supplerer vores bredere guide til ernæring på en flerdages graveltur, der gennemgår de generelle regler for ernæring over flere dage. Her zoomer vi ind på, hvad der ændrer sig, når vejen går opad i halvanden time ad gangen, og luften bliver tynd og kold deroppe.
Hvad en alpin klatredag kræver af dig
Trans Alp Gravel går over otte dage fra Füssen i Bayern til Riva del Garda ved Gardasøen, med fem cykeletaper, en hviledag i Merano og mellem 8.000 og 9.200 højdemeter på ugen, alt efter hvilken rutemulighed du vælger hver morgen. Tallet er ærligt, men lidt misvisende alene, for højdemeterne er ikke fordelt jævnt. Dag tre klatrer 1.980 m fra Imst til Nauders. Dag fire, Nauders–Merano, har 1.000 m på Adventure-ruten eller 2.200 m på Explorer-ruten, som tager Stelvio-passet med. Dag seks, lige efter hviledagen, kræver 1.900 m mere fra Merano ind i Trentino. Tre af de fem etaper klarer det meste af ugens egentlige arbejde, og to af dem kommer lige efter hinanden, før du får nogen hvile overhovedet.
Det, der adskiller en etape som denne fra en hård dag derhjemme, er ikke de samlede højdemeter. Mange ryttere har kørt 1.900 eller 2.000 meter på en dag et fladere og mere tilgivende sted. Det er indsatsens form. En gravelrunde derhjemme er som regel en række kortere anstrengelser med hvile imellem: en stigning, en nedkørsel, et fladt stykke til at spise og falde til ro. Et alpint pas giver ikke den rytme. Når du først har forpligtet dig til Stelvios nordside, er du i en vedvarende indsats på 60 til 90 minutter, næsten uden et fladt sted at hvile, i højden og med en gradient, der sjældent falder så meget, at pulsen kan slappe af. Det er den ene, uafbrudte belastning, de fleste ryttere aldrig har øvet sig i at spise sig igennem, og det er grunden til, at en rytter, der klarer en almindelig 160 km uden problemer, kan køre tør på et pas, der kun er en brøkdel af den afstand.
Spis, før stigningen begynder, og ikke først når du er i gang
Den største fejl på en stor alpin dag er at se stigningen som det tidspunkt, hvor man begynder at tænke på mad. Når gradienten for alvor sætter ind, er dine muligheder snævre, og din fejlmargin er skrumpet.
Begynd med morgenmaden. På enhver etape med en stor stigning spiser du en solid, kulhydratrig morgenmad cirka 1,5–2 timer, før du triller ud: havregrød eller müsli, brød, æg, frugt og kaffe, hvis det er din vane. På en dag som Nauders–Merano er det ikke en bonus. Det er fundamentet, hele etapen bygger på, for du vil gerne nå foden af stigningen med fuld tank og ikke med en halvtom, du håber at fylde op på vejen. Morgenmad er inkluderet hver morgen på turen, og hotellerne på ruten dækker op med netop den rigelige, kulhydratrige buffet, en stor klatredag kræver. Opgaven er bare at spise nok af den, og det er lettere sagt end gjort, når nerverne for dagen foran kan dæmpe appetitten.
Betragt derefter tilkørslen til stigningen som din sidste behagelige chance for at spise fast føde. På vej ind mod et vedvarende pas er vejen stadig svagt bølgende eller flad nok til at spise en fyldt bolle, en banan eller en ordentlig mundfuld af noget. Gør det her. Når du først er i gang med en lang række hårnålesving, har maven mindre blod at give af til fordøjelsen, og vejrtrækningen gør det besværligt at tygge, så fast føde bliver sværere at håndtere netop der, hvor du måske har lyst til at række ud efter den. Ryttere, der først tre sving fra toppen kommer i tanke om, at de ikke har spist i halvfems minutter, er dem, der går i stå omkring sving tredive.
Den dag, der betyder mest: Nauders–Merano
Hvis der er én etape, du skal planlægge din ernæring efter, er det dag fire. På Adventure-ruten er den forholdsvis afgrænset: 90 km og 1.000 m med højalpin udsigt over Reschensee, før en lang nedkørsel ind i Sydtyrol. På Explorer-ruten er det 125 km og 2.200 m, næsten dobbelt så mange højdemeter som på Adventure-linjen, fordi den tager Stelvio-passet med. Passet ligger i 2.758 meters højde, det højeste asfalterede pas i de østlige Alper, og efter det følger den samme lange nedkørsel mod Merano.
De ekstra 1.200 m ligger næsten alle i én sammenhængende indsats, og den er værd at planlægge ernæringen efter for sig, i stedet for at lægge den ind under dagens almindelige plan. I praksis betyder det: spis ordentligt omkring Reschensee, før selve stigningen begynder, for tilkørslen giver stadig plads til fast føde. Skift til gels, gummier eller en kulhydratdrik, når du er inde i de vedvarende hårnålesving, og sigt efter små, hyppige doser hvert 15.–20. minut i stedet for ét stort måltid, du håber kan bære dig til toppen. Og spar ikke på det: det er netop til den slags indsats, intervallet “40–70 g kulhydrat i timen” i vores generelle ernæringsguide er lavet, og på en sammenhængende stigning på 60–90 minutter skal du ligge i den høje ende og ikke i den lave.
De højeste punkter på grusstrækningerne på den bredere krydsning ligger generelt mellem cirka 1.800 og 2.500 meter, så dag fire er ikke den eneste etape, hvor højden spiller en rolle. Men det er den, hvor kombinationen af højde, vedvarende gradient og afstand til supportbilen er mest udtalt. Explorer-ryttere på denne etape kan være længere fra hjælp end på nogen anden dag i ugen, og det er endnu en grund til at nå foden af Stelvio med god ernæring i kroppen og ikke planlægge at indhente det på vejen.
Spis til kulden og ikke kun til indsatsen
Det er let kun at tænke ernæring som energiforbrug: klatr hårdt, forbrænd meget, spis meget. På en alpin krydsning er der et andet krav, der er lige så reelt og langt oftere overset: at holde varmen.
Klatring skaber sin egen varme. Uanset hvor koldt der er, holder en vedvarende indsats op ad et pas dig tilpas, nogle gange ubehageligt varm, fordi musklerne producerer varme hurtigere, end vinden kan blæse den væk. Nedkørsel fjerner den mekanisme helt. I det øjeblik, du er over passet og begynder at køre ned, holder du op med at skabe varme ved din indsats, netop dér hvor vindafkølingen fra den høje fart er værst. På Stelvios nedkørsel mod Merano er det et langt stykke ned, med reel fart, fra en kold, stille top ind i Sydtyrols varme. Turens egne rutenoter er ligefremme om det spænd, det giver: temperaturen svinger fra 5 til 25 °C på en enkelt dag mellem dalbundsetaper og høje pas, og lufttemperaturen falder cirka 6–7 °C for hver 1.000 meters stigning, oven i hvad vinden gør.
Den praktiske løsning er at spise, før du triller ned, og ikke først når du allerede fryser. En tæt bar, en fyldt bolle, hvad du nu har tilbage i trøjelommen, spist ved toppen af passet, før nedkørslen, og ikke gemt til “når du bliver sulten”. En krop, der er kold og udtømt, forbrænder brændstof bare for at holde kernetemperaturen, oven i hvad selve turen kræver, og det er meget sværere at spise godt, når fingrene er stive, og tænderne klaprer ved et cafébord i Merano, end det var to minutter tidligere på 2.758 meter med varme ben og et klart hoved. Det er den samme logik som i vores pakkeliste til Alperne: lagene og ernæringen løser det samme problem fra to sider, og ingen af dem er nok alene.
Højde, appetit og hvorfor du skal spise, selv om du ikke har lyst
Højden gør noget uhensigtsmæssigt ved mange ryttere: den dæmper appetitten. Det er en veldokumenteret og som regel mild virkning på de moderate højder, denne rute når. De fleste mærker det som en vag modvilje mod at spise og ikke som egentlig kvalme. Men det er netop det forkerte tidspunkt for appetitten at gå i stå, for det er de dage, hvor du bruger mest energi hele ugen. Løsningen er enkel i princippet og let at glemme i praksis: spis efter skema og ikke efter sult. Venter du, til du får lyst til at spise klokken ti på en kold morgen i 2.400 meters højde, kan du vente, til det er for sent.
Den samme højde, der dæmper appetitten, øger også, hvor meget væske du mister alene ved at trække vejret hårdt i kold, tør bjergluft, oven i det, du mister gennem sved. Det er endnu en, mere stille grund til, at ryttere kan ankomme til et pas mere dehydrerede, end temperaturen alene antyder. En kølig dag føles ikke som en dag, hvor du skal drikke meget, og den instinktive tanke er værd at overstyre på de større stigninger. Egentlig højdesyge er sjælden under 3.000 meter, og ruten stiger så gradvist, at den næsten aldrig er et problem. Det praktiske problem for næsten alle ryttere er, at appetit og tørst stille melder lavere, end hvad kroppen faktisk har brug for.
Ernæring på dagene på hver side af Stelvio
Dag fire får opmærksomheden, men dag tre og dag seks kræver noget lignende og er lette at undervurdere, netop fordi der ikke hænger et berømt pas på dem. Dag tre, Imst–Nauders, klatrer 1.980 m, faktisk mere end dag fire på Adventure-ruten, og bygger støt op mod trelandepunktet mellem Østrig, Schweiz og Italien ved Nauders. Den kommer, før du har haft nogen hvile. Dag seks, Merano–Tuenno, klatrer 1.900 m tilbage til højden gennem Trentinos vinland, lige efter hviledagen, på ben der har holdt fri, men i en krop, der ikke har nulstillet det samlede energiunderskud fra de første fire etaper.
Det andet punkt er det, rytterne oftest overser. En hviledag genopbygger dig, men den sletter ikke automatisk en uges for lidt mad. Hvis dag to til fire blev spist godt og sovet ud, sender hviledagen i Merano, med termalbade, caféliv, god mad og en frivillig let tur, dig ind i dag seks rigtig fyldt op. Hvis den første halvdel af ugen har kørt med et stille underskud, er én dag fri ikke nok til at lukke det helt, og dag seks’ 1.900 m kan føles hårdere end dag tres 1.980 m, af grunde, der intet har med form at gøre. Brug Merano rigtigt: spis godt, hvil ordentligt, og se dagen som ugens egentlige nulstilling og ikke som en dag til at se byen på en tom tank.
Væske på de høje etaper
Vand alene er ikke hele svaret på en kølig alpin dag, lige så lidt som på en varm, selv om instinktet til at drikke mindre i kulde er stærkt. Du sveder stadig meget på en vedvarende stigning, og du mister ekstra væske gennem vejrtrækningen i den tørre bjergluft, så elektrolytter, først og fremmest natrium, betyder lige så meget på de store klatredage som i rigtig varme. Kom elektrolytter i mindst én flaske på enhver etape med et stort pas, drik efter skema og ikke efter tørst (tørst er et endnu mere upålideligt signal i højden end ved havniveau), og brug frokoststoppet til at fylde flaskerne ordentligt op i stedet for at fylde på undervejs.
Supportbilens gratis påfyldning af PurePower-energidrik, de fleste dage ved frokost, tager meget af det arbejde for dig. Det er én ting mindre at planlægge på en dag, der i forvejen kræver meget af din opmærksomhed på tekniske nedkørsler og lange stigninger.
Sådan gør en tur med support det lettere at gøre rigtigt
Alt ovenfor kan lade sig gøre på en tur, du selv organiserer, men en uge fra hotel til hotel med support fjerner en stor del af den gnidning, der får ernæringen i Alperne til at gå galt. Morgenmad er inkluderet hver dag på turen, en rigelig kulhydratrig buffet til cyklister foran en stor etape, som du ikke selv skal skaffe eller springe over, når hotellets udvalg er tyndt. Supportbilen møder gruppen de fleste dage til frokost, hvor du gratis kan fylde din PurePower-energidrik op og købe energibarer eller energigummier, hvis du er løbet tør. Den kører også din bagage fra hotel til hotel, så et lille lager af netop de gels og barer, din mave stoler på, rejser med dig uden at veje på cyklen. Middag er inkluderet seks af de syv nætter, heriblandt restitutionsmåltidet efter begge af ugens største klatredage, og hviledagen i Merano giver hele ugen et rigtigt midtpunkt at nulstille på i stedet for at bede dig presse igennem.
Det, der stadig er dit arbejde på en klatredag, er disciplinen: at spise efter en plan og ikke efter sult, især når højden begynder at dæmpe appetitten, at spise på tilkørslen til et stort pas, før gradienten gør fast føde besværlig, og at spise, før du kører ned, og ikke først når du allerede er kold. Intet af det kræver et supportcrew. Det kræver, at du beslutter dig for, før du når foden af Stelvio, at du vil spise, som om stigningen betyder noget, for på dette pas gør den virkelig det.
Vil du prøve det i praksis, kører vi Stelvio på Explorer-ruten på krydsningen Trans Alp Gravel, guidet eller på egen hånd, med supportbilen ved frokost på de høje etaper og din taske, der allerede venter i Merano, når temperaturen har skiftet for anden gang den dag. Afgangene er 26. juni – 3. juli, 17.–24. juli og 21.–28. august 2027, med priser fra kr. 12.350. Læs hvordan vores ture fungerer for det fulde billede af, hvad der er med, og se på niveauerne for at se, hvordan Adventure og Explorer fordeler ugens største klatredage.
Spørgsmål vi tit får
Hvordan adskiller ernæringen på en alpin klatredag sig fra en almindelig lang tur?
Stigningerne er længere og mere vedvarende. Stelvio-valget på dag fire er en sammenhængende indsats på 60–90 minutter midt i dagens 2.200 højdemeter, og de ligger i en uge, hvor du skal op igen i morgen. Det betyder, at du ikke kan spise for at overleve én stor indsats og så restituere i en rolig uge bagefter, sådan som du måske ville gøre efter et enkelt motionsløb. Du skal spise for at være stærk igen ved morgenmaden, fem dage i træk, med kun én hviledag i Merano til at indhente det forsømte.
Hvad skal jeg spise før og under Stelvio-stigningen?
Start dagen rigtig mæt: en solid, kulhydratrig morgenmad, spist i så god tid, at den når at fordøje, før du triller ud fra Nauders. På selve stigningen er de nederste skråninger din sidste nemme chance for at spise fast føde, for en vedvarende gradient med hårnålesving levner ikke megen kapacitet til at tygge. Derfra holder du dig til gels, gummier eller en kulhydratdrik, lidt og ofte, i stedet for at gemme det hele til toppen.
Ændrer højden, hvor meget jeg skal spise og drikke?
Ja, på to måder, det er godt at kende. Mange ryttere oplever, at appetitten bliver reelt sløvere over cirka 2.000 meters højde, hvilket er uheldigt netop på de dage, hvor du bruger mest energi. Løsningen er at spise efter en plan og ikke efter sult. Og den kolde, tørre luft i højden øger, hvor meget væske du mister alene ved at trække vejret hårdt, oven i det, du sveder ud, så du kan være mere dehydreret på et pas, end temperaturen alene antyder.
Hvordan spiser jeg til kulden på nedkørslen og ikke kun til stigningen?
Spis noget, før du styrter ned, også selv om du ikke er sulten på toppen. Nedkørsel skaber ikke den varme, som klatring gør, så du bliver koldere og forbrænder brændstof for at holde varmen, netop når du ikke længere producerer din egen varme ved at træde hårdt. En tæt bar eller en fyldt bolle, spist på toppen af Stelvio, gør mere for dig på vej ned mod Merano, end den ville have gjort på vej op.
Hvad stiller turen selv til rådighed, så det er lettere at spise rigtigt på de store dage?
Morgenmad hver dag, et ordentligt hotelbord lavet til cyklister. Supportbilen, der møder gruppen de fleste dage til frokost, hvor du gratis kan fylde din PurePower-energidrik op og købe energibarer eller energigummier, hvis du har lyst. Middag seks af de syv nætter, heriblandt et rigtigt nulstillingsmåltid i Merano efter ugens to hårdeste etaper. Og en supportbil, der kører din bagage fra hotel til hotel, så dit eget lager af turmad rejser med dig og ikke på ryggen.
Er du i gang med at planlægge din egen gravelferie?